Billede fra et møde i ECSMV's projektsekretariat

ECSMV – grøn omstilling i virksomheder

Omkring 740 små og mellemstore virksomheder i 18 kommuner i Region Midtjylland blev i perioden 1. januar 2020 til 31. december 2022 screenes for mulighederne for at reducere energiforbrug, materialer og affald.

ECSMV udtales ”easy SMV” og er en forkortelse for projektets mundrette navn: ”Energieffektivisering og CO2-besparelser i virksomheder i Region Midtjylland”. Projektet blev styret af Ringkøbing-Skjern, Skive og Aarhus kommuner og det tre mand store projektsekretariat holdt til på rådhuset i Ringkøbing.

Virksomhederne kunne søge penge til en ekstern rådgiver, som hjalp med at udarbejde en grøn forretningsmodel. Virksomheder, som fik en grøn forretningsmodel, kunne yderligere søge op til 200.000 kr. i implementeringsstøtte.

I Ringkøbing-Skjern Kommune var det målet at opnå en samlet besparelse på ca. 300 ton CO2 om året. Allerede i foråret 2021 havde deltagende virksomheder i kommunen opnået en besparelse på over 800 ton CO2.

Symbioser og værdikæder

I 2020 fik ECSMV en bevilling på yderligere 5 mio. kr., som skulle bruges til at etablere symbioser og værdikæder. Det gik ud på at parre virksomheder i regionen, som kan have gavn af hinandens restprodukter. På den måde kunne nogle virksomheder sælge deres affald i stedet for at bruge penge på at bortskaffe det, og andre virksomheder kunne få billige råvarer fra naboen i stedet for at importere det.

Det samlede budget var på 50 mio. kr., og kom fra EU’s Regionalfond, Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, Erhvervsstyrelsen og egenfinansiering fra de deltagende kommuner og virksomheder.

Læs mere om ECSMV (projektet er afsluttet)

Videoen fortæller om projektets resultater, og de virksomheder, der har været igennem et forløb for at få udviklet en grøn forretningsmodel.